Vedtægter
Vedtægter for Ejerforeningen Krudthuset af 14. marts 2005
§ 1 – Navn og stiftelse
Navnet er Ejerforeningen Krudthuset af 14. marts 2005, i det følgende kaldet Krudthuset.
Krudthuset blev stiftet den 14. marts 2005.
§ 2 – Ejerskab
Krudthuset ejes 100 % af følgende foreninger:
- Amagerlands Skytteveteraner (ALSV)
- Amagerbanens Personale Idrætsforening (API)
- Bellahøj Skf (BS)
- Københavns Amts Skyttelaug (KAS)
- Kastrup-Tårnby Skytteforening (KTSF)
§ 3 – Økonomi og anvendelse af midler
Krudthusets midler kan kun anvendes til etablering, drift, vedligeholdelse og administration af klubhuset.
Dog kan der anvendes midler til indkøb af inventar til fælles brug, hvis et flertal af Krudthusets bestyrelse stemmer herfor.
Krudthuset står for alle indkøb, fx øl, vand og kaffe.
§ 4 – Bestyrelsens sammensætning
Krudthuset ledes af en bestyrelse bestående af én repræsentant fra hver af de fem foreninger, jf. § 2, samt en formand og en kasserer.
Formand og kasserer vælges af generalforsamlingen, jf. § 9.
En forening må ikke være repræsenteret med mere end 2 personer i bestyrelsen.
§ 5 – Daglig drift og tegningsret
Den daglige drift varetages af bestyrelsen.
Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.
Frigivelse af midler kræver underskrift fra både formand og kasserer – enten fysisk eller digitalt.
Kort til bankforbindelsen kan anvendes af både formand og kasserer.
Foreningen tegnes af enten formanden eller kassereren.
Bestyrelsen udarbejder husorden og står for løbende regulering heraf (se bilag).
§ 6 – Leje af fællesrum
Ejerforeningerne har mulighed for at leje det store fællesrum til skytterelaterede arrangementer.
Andre skytteforeninger og skytterelaterede virksomheder kan også leje fællesrummet til lignende arrangementer.
Prisen fastsættes af bestyrelsen.
§ 7 – Generalforsamling
Generalforsamlingen afholdes hvert år inden udgangen af april og indkaldes med 4 ugers varsel.
Forslag, der ønskes behandlet, skal være formanden i hænde senest 3 uger før.
Det reviderede regnskab og eventuelle indkomne forslag udsendes senest 2 uger før generalforsamlingen.
Regnskabsåret følger kalenderåret.
§ 8 – Stemmeret og beslutninger
Hver af de stiftende foreninger, jf. § 2, har 3 stemmer på generalforsamlingen.
Generalforsamlingen er beslutningsdygtig med det fremmødte antal stemmeberettigede.
Beslutninger træffes ved simpelt flertal.
Ændringer af vedtægterne kræver, at ¾ af de fremmødte stemmeberettigede stemmer for.
Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.
§ 9 – Dagsorden for ordinær generalforsamling
- Valg af dirigent og referent
- Bestyrelsesformandens beretning
- Fremlæggelse af det reviderede regnskab
- Behandling af indkomne forslag
- Valg af:
- Formand (vælges i lige år)
- Kasserer (vælges i ulige år)
- Bilagskontrollant (vælges i lige år)
- Bilagssuppleant (vælges hvert år)
- Eventuelt
§ 10 – Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, hvis bestyrelsen finder det nødvendigt.
Den skal afholdes senest 4 uger efter beslutningen er taget, og indkaldes med mindst 2 ugers varsel.
§ 11 – Udtræden af Krudthuset
Hvis en af de stiftende foreninger ønsker at udtræde af Krudthuset, sker det uden økonomisk kompensation af nogen art.
§ 12 – Opløsning af Krudthuset
Krudthuset kan kun opløses, hvis grundlaget falder bort.
Beslutning herom træffes på en ekstraordinær generalforsamling og kræver, at mindst ⅔ af de stiftende foreninger er til stede, og at ¾ af de fremmødte stemmer for opløsning.
Ved opløsning fordeles en eventuel formue ligeligt mellem de stiftende foreninger, som eksisterer på opløsningstidspunktet.
Senest revideret og godkendt på generalforsamlingen den 21. juni 2021.